Hytter
Vi har i Hans Egede Gruppe adgang til to forskellige spejderhytter, der begge ligger i Nordsjælland. Vores egen hytte Hammersholt samt Saltruplejren. Saltruplejren er en udlejningshytte, som vi ejer sammen med 2 andre spejdergrupper på Østerbro. Vi benytter Hammersholt til endags- og weekendture i det sene forår samt tidlige efterår. Saltruplejren bliver brugt til vores forårstur i marts, vores sommerlejr i august samt vores superhyggelige juleweekend i november/december.
Hammersholt
Hammersholt er en primihytte, som hverken har vand, strøm eller toilet med skyl. Hvad hytten har er en fantastisk beliggenhed midt i vores egen skov, hvor vi næsten kan gøre, hvad vi vil. Vi har mulighed for at bygge vores egne lejrpladser, tænde bål, klatre i træer, bygge huler samt meget mere.
Saltrup
Saltruplejren ligger i et naturskønt område få meter fra den nordlige del af Gribskov. Saltruplejren har alt, hvad Hammersholt mangler af bekvemmeligheder, og der kan overnatte 34 personer indendørs. Beliggenheden gør, at spejderne kan afprøve og træne deres spejderfærdigheder, som de har lært til møderne. Der vil være rig mulighed for at gå med kort og kompas, bygge sit eget spisebord, tænde bål, klatre i træer, bygge huler og meget mere.
Saltruplejren ligger i Nationalpark Kongernes Nordsjælland, hvilket giver mulighed for nogle spændende oplevelser både med og uden natur. Man vil fra hytten blandt andet kunne besøge gamle ruiner, museer samt landets næststørste sø. Om sommeren kan man cykle eller vandre til Gilleleje strand, som ligger 11 km væk.