Hans Egede Gruppe

Hans Egede Gruppe

Spejderne på Østerbro

Spejderåret

Her er en kort beskrivelse af de arrangementer vi typisk deltager i, i løbet af året.

Sommerlejr

Alle enheder

I starten af august tager vi alle sammen på sommerlejr i vores dejlige hytte i Saltrup. Ulvene er typisk af sted 5 dage, mens de ældre enheder er af sted 7 dage. På sommerlejren har vi god mulighed for, at bruge de færdigheder vi øver til vores ugentlige møder. Her kan vi udfordre os selv med at indrette lejrplads, bygge huler, tænde bål og bygge alverdens ting af rafter, for eksempel spisebord, karrusel og katapult.


Septembertur til Hammersholt

Alle enheder

I det tidlige efterår går turen til vores primihytte i Hammersholt. Her, hvor vi selv skal medbringe vand, bliver vores spejderevner testet, og naturen kommer i fokus.


Tintin på Kastellet

Ulve og Juniortrop

Hvert år i oktober afholdes dette løb på Kastellet med Tintin som tema. Det er en rigtigt hyggelig dag, hvor spejderne får mulighed for at prøve deres færdigheder af i en konkurrence, hvor der både er præmie til dem med flest point fra aktiviteterne og til dem med bedste turn out – altså bedste opførsel!


Juleweekend

Alle enheder

Årets hyggeligste tur. Ud over de sædvanlige aktiviteter og opgaveløb, julehygger vi derudaf med juleklip, juledekorationer, julekalender og selvfølgelig dejlig julemad.


Fastelavn

Alle enheder

Når kirken holder fastelavnsgudstjeneste, står vi for den efterfølgende tøndeslagning og kåring af bedste udklædning. Alle børn i nabolaget er inviteret til denne fastelavnsfest.


Forårsweekend

Alle enheder

I marts måned går endnu en dejlig tur til Saltrup med mulighed for en masse frisk luft, ophold i skoven og udvikling af sine praktiske færdigheder.


Kampen om Næsby

Juniortrop

Næsbycentret i Glumsø tæt på Næstved bliver juniortroppen en gang om året i maj måned inviteret på en tematur, hvor mange spejdergrupper deltager og konkurrerer. Der overnattes i telt eller shelter fra fredag til søndag og laves mad over bål!


MUST-weekend

Ulve

Ligesom juniortroppen tager ulvene også på weekendtur (fredag-søndag) til Næsbycentret i juni. MUST står for Minier, Ulve, Smutter og Tumlinge og er således et tilbud til samme aldersgruppe hos de grønne og blå spejdere, pigespejderne og FDF. Weekenden følger et tema, og ulvene løser forskellige opgaver sammen med de andre deltagere.


Særlige arrangementer

Nogle ting laver vi hvert år, og andre ting kommer igen med få års mellemrum. Og så er der dem, som man kun får chancen for at prøve én gang i livet!

Spejdernes Lejr

Juniortrop og ældre

Her deltager flere tusinde spejdere fra mange forskellige lande og korps. Hver gruppe bor i telte på egen grund i en spejderby med gader og butikker. Lejren afholdes hvert 5. år – senest i Naturpark Hedeland i 2022! Læs mere om vores oplevelse i Hedeland her, og hold øje med den næste Spejdernes Lejr her.


World Scout Jamboree

14-17 år

Spejdere fra hele verden mødes til en kæmpe oplevelse på Verdensjamboree hvert 4. år. Man kan således kun komme med som tropspejder én gang i livet! De seneste par gange har vi sendt unge til henholdsvis Japan og USA. Næste gang bliver i 2023 i Sydkorea! Lær mere om Verdensjamboreen her.


Øvrige aktiviteter

Ud over vores ture tager vi også del i nogle arrangementer, som er særligt vigtige i forhold til gruppens økonomi. For os er det vigtigt, at alle kan være med, og vi er bevidste om det sociale ansvar, vi har som spejdergruppe. Vil du være med til at hjælpe nogle unge friske mennesker med at få en oplevelse for livet? Så læs mere om hvordan du kan hjælpe her.

Loppemarkeder

Vi afholder 1-2 loppemarkeder årligt. Formålet med disse loppemarkeder er at tjene penge til gruppen og i særlig grad til jamboreedeltagerne, så familierne ikke står alene med de store udgifter til turen.


Ironman

En gang årligt i august måned tjener gruppen penge ved at deltage med vejvisere og hjælpere på cykelruten i området mellem Nordhavn og Vordingborggade. Ligesom med loppemarkederne er det primære formål jamboreetilskud.